Taterslægten I Trabjerg

af Viktor Hedegaard Borbjerg - i en udgivelse af Historisk Samfund "Fattiggårde og fattighuse i Ringkøbing amt"

Tatere der har boet i fattighuset i Trabjerg; det var ægteparret Ane Margrethe Pedersdatter og Niels ”Nar” Danielsen. Hun stammede fra Rønbjergrakkerne, og han var fra Dejbjergrakkerne.
Man siger navnet Nar  kommer fra, fidi de kom "nar fræ"

Herom fortæller Jeppe Aakjær i bogen ”Af min Hjemstavns Saga”, at 1835 befandt sig 5-600 natmandsfolk i Jylland, og det skulle der gøres noget ved, så onsdag den 11. februar 1835 holdtes i Viborg og Ringkøbing amter en stor klapjagt efter løsgængere, den såkaldte ”kæltringerjagt”.

Fra Hjerm-Ginding herred indbragtes 50 personer og deriblandt nævnes familien Nar, som blev anbragt i Trabjerg Fattighus, hvor der ved folketællingen 1840 befandt sig 2 enlige, som betegnes fattiglemmer, og 2 familier der betegnes indsiddere, heraf er den ene familie Ane Margrethe og Niels Nar med deres 4 pigebørn; senere fik de 4 drenge, og det er om den yngste af disse historien handler. Han hed Daniel Nielsen, men blev altid kaldt Daniel Nar, født i Trabjerg fattighus 1847. Det fortælles, at han som ung klarede sig godt, han kom ud at tjene og i modsætning til sine brødre var han en stabil fyr, der kunne blive tjenesten ud.

Daniel blev soldat, og efter hjemsendelsen kom han i blikkenslagerlære i Viborg og blev her kæreste med en ung pige. Da det gik op for hendes familie, at han var tater, måtte hun under ingen omstændigheder få ham. Det blev for meget for Daniel, hans nerver slog klik, og som sindssyg blev han i 1876 indlagt på sygehuset i Viborg, hvor han først efter 8 måneder kunne udskrives og sendes til sit fødesogn Borbjerg.

Daniel blev aldrig helt kureret for sindssygen, men når han ikke blev drillet, så gik det helt godt. Han huskes dog som en særling.

Han tjente lidt til føden ved at gå rundt med sin kramsæk på nakken, hvori han bl.a. havde en margarinekasse af blik med forskellige småting, som han handlede med, snørebånd, sikkerhedsnåle, redekamme og lignende, han samlede også på ben og klude til videre salg.

Han sad jo til leje på kommunens regning, først i Fattighuset i Rindbæk – senere hos private, men han ønskede hele tiden at få sit eget hus, og det fik han så endelig lov til selv at bygge i kanten af Borbjerggård mark. På billedet, som er fotograferet af den kendte forfatter og museumsleder H. P. Hansen Herning, ses resultatet. (billede)

Af sikkerhedsmæssige grunde forbød Sognerådet ham at sove i det om natten.

Daniel døde i 1922 og blev begravet på Borbjerg kirkegårds nordøstlige hjørne, hvor andre af hans slægt tidligere havde fundet deres sidste hvilested. Han fik dog aldrig en sten på sin grav - ikke engang ”et frønnet bræt”, som Jens Vejmand.

Jeg skrev i 1993 et lokalhistorisk skuespil over Daniels liv og skæbne: ”DANIEL og de andre”. Det blev opført samme år på friluftsscenen på Borbjerg Kirkebakke; det gav lidt overskud, som blev brugt til at rejse en mindesten, hvor ”taterhytten” engang lå.

Med hensyn til ”Rindbækhus” fortæller C. Møller i Borbjerg Sogns Historie, at det i slutningen af 1800-tallet var samlingssted for de værste løse eksistenser og vagabonder med druk, slagsmål og ballade; men i min tid har der kun boet respektable familier, som vist alle betalte husleje til kommunen.  

 

 

Rindbækhus 1960 - foto. www.kb.dk


På postkortet her ses Daniel udenfor hans hytte som var på Borbjerg Byvej.
Daniel solgte også postkort med billede af sig selv foran ”taterhytten”.




Billedet her er fra skuespillet af Viktor Hedegaard, der blev opført om Daniel.

 
Bidrag til siden er særdeles velkomne, hvad enten det er tekst eller foto.
Som kan sendes til.
T@fleng.net