For niogtres år siden!
 

 

militærmagt over den dansk/tyske grænse. Til lands. Til vands og i luften strømmede det ind over Danmark. Lavtflyvende kampfly sås næsten overalt på vej mod deres egentlige mål Norge, som også blev besat af Tyskland.

Af øjenvidner fra den dag er der ikke mange tilbage som kan huske det, men en af dem som husker dagen er Viktor Hedegaard i Borbjerg.
Vi lader her Viktor selv fortælle sin historie i små glimt.

Her fra et foredrag fra maj 2015 i Ellebæk.

” Dengang gik vi i skole efter en anden plan, end man gør nu om stunder. Der var jo kun 2 lærer til ca. 100 børn fordelt over 4 klasser med 2 årgange i hver klasse med undtagelse af 1. klasse. I gennemsnit gik vi i skole hver anden dag; men på landet var det almindeligt, at de mindste, det vil sige første og anden klasse, gik 4 dage om sommeren og kun to dage om vinteren. På den måde slap de små fri for så mange vintermorgener med kulde og sne; men til gengæld kunne de store børn om sommeren være til stor hjælp hjemme ved landbruget 4 dage om ugen.

Derfor gik skoleåret fra 1. april.

Tilbage til tirsdag den 9. april 1940, - hvor jeg husker, at vor højt respekterede og afholdte førstelærer Isachen samlede alle 3 årgange i sit klasseværelse for at fortælle, at tyskerne var gået over grænsen og havde besat Danmark, vi forstod vel ikke, hvad det ville sige, men vi var frygtelig bange, bl.a. fordi de tyske flyvemaskiner i lav højde ustandseligt drønede hen over skolen.

Vi var jo bare 1. og 2. klasse, dvs. børn mellem 7 og 10 år. (3. og 4. klasse var jo kun i skole onsdag og fredag i sommerhalvåret)

Skolegangen var præget af krigen 1940 - 45, også ved valg af salmer og sange, f.eks. når sidste time var slut, skulle vi stå op ved vores pult og synge enten næstsidste vers af: "Morgenstund har guld i mund" eller ”Jeg elsker de grønne lunde”.

Efterhånden kunne der ikke købes ordentligt tøj, så jeg ser endnu min Mor sidde ved sin gamle håndsymaskine for at sy en gammel frakke om til et par brugbare bukser til én af os knægte.

Der blev rationering på mange ting især fødevarer, bl.a. brød, smør, sukker og mel; men her havde vi en fordel ved landbruget, for vi havde selv fløde og kunne lave smør, vi havde kartofler og lavede kartoffelmel og hvede til flormel, havre til havregryn osv.

Også med hensyn til tøj var vi favoriserede, for vi havde får, der blev klippet 2 gange om året, om foråret var det når vejret var så varmt, at fårene skulle ud på græs; de stod i tøjr 2 og 2. Så skulle de klippes igen om efteråret - helst den 26. september-for da havde vi fri fra skole på grund af kongens fødselsdag. Kong Kristian d. 10.

Denne uld, som mine forældre klippede af fårene tog min mors forældre i Sønder Nissum sig af, Bedstefar kartede til lange tejjer, og Bedstemor sad ved rokken og lavede til det fineste uldgarn, som min mor strikkede trøjer og sokker af.

Jeg glemmer aldrig juleaften 1944, hvor jeg fik en sådan trøje min Mor havde strikket, uden jeg anede noget om det. Den var farvet rød. Jeg har aldrig før eller siden fået en julegave, som jeg har været så glad for."

En af kommiserne ved købmand Børge Mikkelsen som havde butik i Vestergade, den senere ejer af sodavandsbryggeriet ”Skjold” Alfred Bech Christensen fortæller her om hvordan han oplevede den 9. april 1940.

”Jeg husker tydeligt den 9.april. Hjalmar Højgaard kom ind i butikken slog en hånd i disken og sagde." For faen' sikken et landshold vi nu kan få." Gustav Knudsen, der vist var lidt af en slagsbror, stak hovedet ind af døren, da han kørte til middag og råbte. "De kommer i hvert fald ikke i Vestergade."  Men de kom - også ind i butikken. De købte æg 7 øre pr stk., som de knækkede og slog i halsen, inden de fortsatte over til Fuglsangs udsalg, hvor de købte et halvt pund smør og gnavede af det, som var det en stang chokolade. Folk sad ved radioen og lyttede til Staunings malmrøst og formaninger og til nyhederne fra England og Frankrig. Den franske speaker sluttede altid med de trøstende ord. "Husk, der er to stormagter, som kæmper for Danmarks befrielse." Nå de fik nu snart andet et tænke på, og det gjorde jeg også”.

Denne lille historie fortæller om det diametrale modsætningsforhold der var i den danske befolkning den 9. april.


Forsiden i Holstebro Dagblad den 9. april 1940

 




Viktor Hedegaard som netop havde startet i første klasse
i den gamle skole som blev nedrevet, i begyndelsen af tresserne.

Viktor fortæller videre her nogle dage før den 9. april.

"Viktor - Hvordan oplevede du den 9. april?"

”Da var jeg kommet i skole en uge før i første klasse da begyndte skoleåret 1. april. Vi var jo bange, fordi de kom strygende hen ad jorden og måtte gå op for at komme over telefontrådene, så lavt fløj de Det var uhyggeligt at se på, - de drønede hen over skolen kan jeg huske. Vi blev sendt hjem og vi fulgtes ad. Vi var ræd alle sammen

 Hvis vi ser tilbage til min barndom under krigen kan jeg huske, vi mærker ikke meget til dem herude på landet Der var tyske soldater i skolegården og det skete der kom tyske soldater derhjemme på gården og ville ha noget at spise, men de var søde og rare og vi havde ikke den store frygt for dem. Herude på landet blev vi ikke ramt på samme måde som dem i byen med rationering, vi havde jo den proviant, vi skulle bruge af fødevarer, fåreuld som vi spandt til garn ved min bedstefar og bedstemor vi mærkede at vi ikke kunne sukker og smør uden rationeringsmærker, som forsatte længe efter krigens ophør Helt indtil jeg kom på højskole hvor jeg havde kammerater der kørte motorcykel de mærkede jo også noget til Sådan noget som luftalarm hørte vi ikke, det var forbeholdt de som boede i byerne.”

”Fornemmede i før den 9. april der var noget på vej”?
”Det ligesom et chok for os, vi fornemmede at det var forfærdeligt den 9. april Vores anden lærer Søgaard Pedersen var meget alvorlig og snakkede til os om det, kan godt huske det, vi var rystede over det. Vi blev i hvert fald bange og de kunne ikke trøste os, vi gik så hjem og de her flyvemaskiner forsatte med at komme lavt. Til en fødselsdag i Sdr. Damgaard så vi en flyvemaskine så lavt at den knækkede en gren af toppen af et træ.

 

Grethe Jakobsen i Hogager fortæller her om hendes oplevelser af 9. april og tiden der fulgte derefter.

Huske ikke, det som, jeg i første omgang følte, måske en blanding af spænding og angst. Angst, nok mest fordi ens forældre og alle voksne, var mere, eller mindre berørte, bange.

Min far J.P. kørte mælk og da kom hjem fra mælkeruten, kunne berene, at den og den som havde mødt på ruten d. 9. april. Havde set nogle med røde øjne og som græd. Vel mest de som havde fulgt noget med, i det sidst nye, om tyskernes hærgen, I andre af vores nabolande i Europa og alt var så uvist, om hvad, hvordan, det skulle ende, med os, her i Danmark. Jeg husker 9 maj, som en øredøvende larm fra luften, med den ene formation, efter den anden, af flyvere, som kom drønende, så lavt, at hvis gik ude, smed sig fladt ned på marken, hvis gik der. af frygt for at blive ramt af disse.

Med krigen kom også rationering af så godt som alt, hvad man skulle købe. Selv ting, som man selv havde avlet og fremstillet. Så som smør, havregryn, mel, rugbrød, melis. Og ikke mindst petroleum, det kunne man da forstå, som var importeret. Men som var afhængig af i mit hjem, hvor da kun havde petroleums lamper og lygter. Men som siger, nød lærer nøgen kvinde osv. Vi fik anskaffet en "karbid" lampe.

Min mor, lavede selv smør, som blev drøjet op med kogte kartofler. Til syltning af f.eks. rødbeder og spare på sødemiddel. Blev de kogt sammen med halv sukkerroer. I stedet for den dårlige kaffeerstatning, som kunne købes, brændte vi selv. Hele rugkerner i komfur ovn, eller på en pande og selv malede på en slags kværn.

Ordentlig tøj, var en mangelvare. Alt lige fra gamle overfrakker, med mere, blev syet om, til drengebukser og hvad ved Og det varede ved til ret så mange år efter krigens ophør. Min konfirmations frakke, tror var fremstillet af rådne sække, og faldt sammen som en klud, første gang man var ude i regnvejr. Vi fik rationerings mærker til vores førstefødte, efterår 1952. Ved ikke hvordan klarede sig i byerne. Vi på landet var noget privilegeret og mærkede ikke til rigtig sult, da jo selv havde. En del råprodukter, som kartofler, æg, roer og til dels, kød, flæsk ved hjemmeslagtning. Og tror ikke der var mange hjem som ikke havde en saltkurv i kælderen.

 

Til det danske Folk!

Tyske Tropper har I Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest besluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted. og i Henhold hertil kundgøres følgende: De tyske Tropper, der nu befinder sig her I Landet, træder I Forbindelse med den danske Værnemagt og de! er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper - Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land Imod de af Krigsforholdene følgende Ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet Ro og Orden maa præge Landet, og loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve.

København den 9. April 1940

                                                             Christian R.
                                                                         Th Stauning.

Under disse for vort Fædreland saa alvorlige Forhold opfordrer jeg alle I By og paa Land til at vise en fuldtud korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger. Gud bevare Dem alle, Gud bevare Danmark.

                                                              Christian R.

                                                                     Amalienborg, den 9. april 1940.

 
Bidrag til siden er særdeles velkomne, hvad enten det er tekst eller foto.
Som kan sendes til.
T@fleng.net