Forside Hogager By Handel Hogager Historie Mosens Historie Foreninger Borbjerg sogns kirker
Hogager Kirke Hogager Nord Landbrug før nu Hogager 1940 - 45 KFUM spejderne Hogager Fælleshus HGF
Hogager Skole Hogager Øst Håndværk Skovens Historie Folkemusikhuset Hogager Marked  

Grethe Jacobsen fortæller


Grethe Jacobsen.


Hogager fra 1930 -1940

I 1930 - 1935 til 1940, var vel, i hvert fald, så godt, jeg husker, det meste af Hogager, lynghede. Hvor vi bor nu, På Abildholt Hedevej og som var mit barndomshjem, fra forår 1935, mener jeg ikke, der var mere end, en ti, tolv, så kaldt tønde land, ud af 36, under plov, som siger og da mine forældre, flyttede, hertil, var dette, som havde været dyrket før, også næsten groet efter igen af lyng, ejendommen havde nemlig stået, ubeboet i nogle år, af hvilken grund led jeg ikke Selv der hvor, som man vel havde beregnet, til have. Et firkantet stykke hvorom var plantet, rødgraner, rester af disse er der endnu. Dengang var træerne bare ikke højere, end vi børn, med nemhed, kunne springe over dem og jord, må jo åbenbart ikke have været så højt i "kurs" da for, omkring halvfjers år siden, som nu. Dog trods alt, var heden også dengang, skal lige nævnes, brugbar til, flere ting, end bare at, fryde sig over, når på eftersommeren, stod i blomst, da var det nemlig, et overdådigt syn, for øjet, hvad jeg forresten, ikke tror, ret mange, lod mærke til. Lyng - dette, var der nok af, overalt og sådan er måske, vores natur? hvad der er overflod af, ser man bare ikke, før er for sent.
Nå, men, lyngen var også til nytte, kunne f.eks. bruges til hustag, husker vi havde sådan, et lynghus, med tækkerør, på indersiden. Tækkerørene var også selvproducerende, for de groede, i mosen og når mosen var tilgroet, af disse, kunne tækkerørene, med lethed høstes, om vinteren, hvis mosen var, eller, blev tilfrosset, da foregik, det forresten, på samme måde, som når, om sommeren, høstede korn, med le (hjølli)
Lyngen blev også brugt, som tillægsfoder, til kreaturerne, man mente endda, dette var, ret så nærende, derom, skal ikke, udtale mig, det var da, vist ikke ligefrem, køernes ”livretter", da i hvert fald ikke, om sommeren, hvis der groede græs, ved siden af. Men sjov episode, fra et såkaldt, aftenkomsammen, hvor man snakkede og diskuterede, frem og tilbage, om daglige begivenheder. En sådan vinteraften, kom samtalen også ind på vejret, hvor een sagde, nu kunne vi vist forvente, "snøknoogg" = snestorm, hvortil, een anden svarede. "Fanden” med jerr "knoogg".  A. håårr toww lass ljøønngg, i ær låårr. = Pyt med jeres snestorm, jeg har to læs lyng i laden. Så mente vedkommende vel, at var godt forsynet, hvordan, så, vejret skabte sig, hvordan så vejret fremover ville blive.

Halvfemsårsfødselsdagen
I foråret 1997. Var vi inviteret med til en halvfems års fødselsdag i Hogager, (Martine Vestergaard) hvor også en svigerinde, til fødselaren, var med, vedkommende var endnu ældre, men hukommelsen fejlede ikke noget, vedkommende, hun havde for år tilbage, været kone i Søndergård, nu Vester Feldborgvej 1. Marie hed damen, hun kunne huske, at de der, på gården, et efterår, lige havde fået deres avl, af alt kornhøst bjerget i hus, da der kom tordenvejr og skæbnen ville, at lige det eneste lyn de så, slog ned i laden, hos dem og alle tre udhuse nedbrændte, til grunden og alt hvad de havde bjerget af korn, med dette. Hvad gjorde I spurgte jeg, hvad fodrede så med. Jo' svarede Marie, vi slog lyng og køerne fik ikke andet, denne vinter. Der var ikke, noget som hed forsikring, af betydning, dengang og det var en forfærdelig, stor økonomisk, belastning, for os. Men fortalte Marie, for at få genopbygget igen, skovede og bearbejdede vi selv, alt tømmer, som skulle bruges til de nye bygninger. Søndergård, var ellers, hvad man dengang, kaldte for et af de velhavende og større gård. Hvis man dengang i 1930 og op i 1940rene, var i besiddelse af en femten - tyve kreaturer, da havde man ofte, både to karle og en tjeneste pige, plus når møddingen for og efterår, skulle køres ud og spredes på marken, var det ikke ualmindelig at have såkaldt, daglejer til det grove arbejde, så, som stå i møddingen og fylde, på vognene, hvad min far ofte blev erhvervet til, for en - to krone, om dagen, og af sådan en daglejer, forventede man, jeg mener, det var omkring halvtreds læs, skulle fylde, pr. dag, men da havde til gengæld mere end otte timers arbejdsdag. Et mundheld, fra dengang. Det skulle være en "ringe gård", hvis ikke, den kunne føde en "doven" mand, det vil sige, gårdejeren, så. ikke selv behøvede, at bestille noget, men selvfølgelig.

Arbejdet på landet
Anderledes var det dengang, som nu forskel på menneskers, mentaliteter og pladser og en ting, som betød meget, når skiftede plads, som regel til første november, om hvordan, maden var, om det nu var lige så godt et madsted, hvor kom til, som i pladsen, man kom fra, men sådan noget, gik da ofte fra såkaldt, mund til mund, mellem ungdommen, der, eller der, skal du ikke fæste dig, der får de en "elendig" føde og er "nærige" osv. osv. Men dem, som havde de længste arbejdsdage, for nu 70 - 80 år siden, var tit og ofte, for ikke at sige altid, var nok tjenestepigerne, det var slet ikke ualmindelig, at pigen, skulle vaske mælkejunger, samt vaske op efter middagen, mens alle andre på gården holdt middagspause og når så tjenestepigen var færdig med dette, at følge med karlene i marken, til roehakning, hø og kornbjergning, samle kartofler op og lignende, for igen at hjælpe til ved det huslige, efter så kaldt "fyraften", ja', så sent som, da jeg kom ud at tjene i 1945, til 1/11. skulle man huske, når der blev fæstet, for et år frem i tiden, at blive fæstet sådan kunne, få lov, at komme med til gymnastik, men det var sandelig også nogle steder, to aftener om ugen og allerede kl. 20,30. I de fleste landsogne var det så praktisk, at karlene først havde gymnastik, i forsamlingshuset, nemlig fra kl. 19,30 og til 20,30, fordi de nemmere kunne blive færdige, med dagens, gøremål, en time før pigerne.

Hogager og heden
Hogager og heden. Som nævnt før, her i mit hjem, var det meste af jorden, uopdyrket hede og sådan var det rigtig mange steder. Her mellem os og vores nabo i Abildholt Hedevej nr. 2, var der da, jeg var barn, jeg mener, omkring, i hvert fald 50 tønder land hede, som vist nok ejedes af, såkaldt kreditforeningen, min far blev forresten, dette tilbudt, på et tidspunkt, jeg mener, det var, sidst i trediverne, bare han, ville skrive, sit navn og overtage gælden på 2,700, men turde ikke, kan jo også sige, at dette ville være noget af en gæld, at få og når, en dagløn, kun var på, to kroner. Men tiden ændrede sig, skal jeg love for. Da vi overtog mit barndomshjem, til november 1952, gav vi 45,000kr. for hele "molevitten" og da var der lige bygget nyt, stald og lade, samt at de alle 36 tønder land, på nær et stykke mose, var opdyrket og nu år 1999, hvor vi solgte, det meste af jorden fra, var prisen steget til 70.000 kr. det var så godt nok pr. hektar, men alligevel.

Arbejdet i mosen 1940 - 45
Nu den største forandring, i og med Hogager, vil jeg tro, kom med krigen, 1940 - 1945, måske længere, hvor tørv pludselig, fik stor værdi. Der var en stribe så kaldt engareal, på en, jeg vil tro, 50 -70 meter bredt, vor lang ved jeg ikke, men den begyndte hos vores nabo i nr. 2. og strakte sig, til et stykke ud i Heselå, hvad betød, da det viste sig, at under engen, var der tørv og i et hvert landbrug, lille, som større, hvor hørte, sådan et stykke, eng/mose til, blev der ellers gravet tørv, gode, som mindre gode, alt kunne da sælges og indbyggertallet i Hogager, dog nok mest om sommeren, steg, pludselig, næsten til det dobbelte, vel ikke som i brunkuldslejrene, i Søby og Abildå, Til top
 Men dog noget i denne retning. for man sku ved ælte og presse maskinerne have arbejdere til Jeg ved ikke om kan sige, stakkels mennesker, for man skulle jo have folk til hjælp, og "guderne", må vide, hvilken forhold stakkels mennesker, levede under, for det var vel en slags frivillig tvang og de skulle, vel tjene til føden, måske ikke stort mere og "husene", eller barakkerne, de boede i, ville nogen i dag vel knap, byde sine høns, eller husdyr, nok var der forskel, på disse barakker, såvel som på folkene, som beboede dem, ens for dem alle, var det, at kunne få arbejde og tjene penge, men i sådan en barak, jeg vil tro, på højst ti kvadratmeter, kunne bo en familie på f, eks. otte personer, uden vand og El indlagt. Vand har jo nok fået, fra en, eller anden boring, som måske, kun har måttet bruge til mad og drikkevand og hvem tænkte, vel på, at vaske sig, når man alligevel blev, ligeså "beskidt", snavset, i morgen igen. Nogle levede, måske mest, fra hånden og i munden, som siger og vel ligeså med lodsejerne, nu pludselig på, en forholdsvis, let måde, kunne komme til, mange penge og enkelte, udnyttede måske også hinanden, jo, menneskerne, var vel ikke stort anderledes dengang, end de altid har været og i handel og vandel, klarer, enhver sig selv.

Konsortiet på Volstrup hede.

Der var på Volstrup Hede et stort engareal som strakte sig syd for Feldborgvej. Som var ejet af et konsortium. "Konsortium"= betyder vist, at flere var ejere af dette, jeg mener, en fire, måske fem, af De gæve Hogager beboere og igangsætteren, af tørvegravningen, var en mand for det, tør godt her nævnes ved navn. - Ole Nielsen, daværende en slags altmuligmand, eller "Georg Gearløs", som havde cykelsmedje m.m. forretning, avlede selv, tobak i sin have, som blev lavet i cigarer, man kunne også blive klippet, hos Ole Nielsen, som havde til huse, på nu kaldt Hogagervej 14. Ole Nielsen var gift med Else Vestergård, en søster til købmanden Laust Vestergård, Jens Kristian Vestergård m, fl, men de to nævnte, mener jeg var med i det såkaldte ”Konsortium", hvor cykelsmeden, stod for foretagendet. Ole Nielsen var, en rar, gemytlig og ikke smålig arbejdsgiver. Else og Ole Nielsen var barnløse, kan gisne om, derfor, måske? Men husker jeg, med glæde og optimisme løb, lige bortset fra at havde flænget hælen, på en dum halv flaske, som stod i bunden af en grusgrav, som skulle springe over og det kunne lige passe, at stubbene, hvis ikke passede på, de stubbe, på nyslået lyng, kunne ramme, op i såret, på det såkaldte tykke på hælen, næh hvis vi passede tiden og rejste tørv, for Ole Nielsen, kunne tjene, en ti krone seddel, på en dag og det var ingenlunde, så lidt dengang. Man fik afregning, efter "slange", kaldtes det vist, eller "slangerække” Ole Nielsen havde altid en rosende, eller opmuntrende, bemærkning om, at du sandelig har været dygtig og man fik altid rundet op, med et par "slanger" mere end egentlig havde rejst. Der var ovre i "konsortium", et så kaldt, "ælteværk" som, der hvor tørvedyndet kom op i og blev æltet med vand, til en slags pløre Hvor pløren, blev kørt ud, var så fladt og fri for græs og lignende, som et stuegulv, derfor måske? Så og så mange tørv kunne rejse. Når sammenligne med, hvad enten det var, såkaldte, ælte, eller presset tørvedynd, som var lagt på, en forhenværende græsmark og græsset så var groet godt op imellem tørvene, da skulle der virkelig hænges i for at kunne tjene, få en krone, eller to om dagen og så med meget mere slæb. Der var også, i krigsårene, ved ikke, hvor længe blev efter krigen, en fastboende, tørvefabrikant, som kaldtes Anders Fisker, har ikke hørt hvor navnet stammede fra og om dette var mandens rigtige navn, ved jeg ikke. Nok om dette, men manden havde også et "ælteværk", ovre i noget vi kaldte "Hwiimus". Det var også efter hvad jeg husker, et meget godt sted, at få arbejde.

 

Mosefolkene og skolen
Et af Anders Fiskers sommer boende, fremmede en slags gæstearbejdere, hvor børnene derfra også gik i Hogager skole, jeg husker en pige derfra, som gik i klasse sammen med, det var hvad vi i dag ville kalde fjerde, eller femte klasse. Dengang var det dem små og store i tredje Vi havde på dette tidspunkt, en såkaldt vikar, som jeg egentlig nok tror, gerne ville, gøre et stykke arbejde, med orden og deslige, var her bare kun så kort tid, jeg syntes da. De vikarer skiftede, sådan, jævnlig. Ikke mere om dette nu, men hun den fremmede pige, var større og mere udviklet, end nogle af os andre og jeg kan huske, jeg beundrede. Lilli Dalvang, hed pigen, havde ikke været i skole, nogle dage og da hun mødte igen, havde hun et tørklæde bundet om hovedet, ikke som malkepiger, satte et klæde om hovedet, men som vi fleste vel lærte siden hen, med en slags rulle i panden. Nå vores vikar, som vi havde, spurgte Lilli hvorfor, hun ikke havde været i skole, de sidste gange, Havde det været en af andre, som var spurgt ligeså, ville vi sandsynligvis, have svaret at vi havde, været syge, dette var der jo ikke noget at sige til trods, både læreren og vi vidste det ikke passede, men havde været i mosen, for at tjene penge, hvad læreren, hvis ikke var alt for "tumpet", snart kunne gennemskue, men jeg har nu aldrig duet til at stikke løgne, i hvert fald ikke uden at blive meget' forlegen og dannebrogs farvet i fjæset. Men Lilli Dalvang rejste sig og svarede læreren højt og tydelig, da blev spurgt, hvorfor hun ikke havde været i skole, Lilli, det var fordi, jeg havde utøj i håret.

Tænk at kunne stå frit og sige sandheden og så om lus, hvad ellers, hos os andre, såvel lus, som lopper, som fnat, det var da ikke noget man snakkede om, men derimod skjulte for hinanden, indtil, flere år efter, krigens ophør, sådan i munter lag, når dette kom på tale, tja så vidste det sig at, faktisk, alle Hogagers fastboende, havde haft både lus, lopper, og fnat, fnat bredte sig som ringe i vandet, unge og ældre med, var vel dengang, hverken værre, eller bedre end nu, hvis en pige blev fulgt hjem, af en karl og en af disse havde smitten, så hvis pigen senere skulle være babysitter hos naboens børn osv. Vi i mit hjem havde i hvert fald, "utøj" i håret, to gange, mens jeg var barn.

Den første gang, var godt nok tror jeg, før krigen, for jeg mener jeg var en af de mindste, som skulle turen igennem, med petroleum og noget, man kaldte. ”sepedelleædikefrø” som min ældste bror skulle hente på Haderup apotek, hvor der åbenbart var, en lidt nævenyttig apoteker lærling, som spurgte, min bror hvad han skulle bruge dette til jo' svarede min storebror, det er noget vi skal bruge, at vi så endnu en gang vi havde lus, Nr. to gang vi havde lus, da husker jeg det som, at jeg har været en ti, elleve år og da brugte vi til udryddelse, af disse "småkravl", kviksølv, rørt ud i ren svinefedt og derefter gnedet i håret, dette var i hvert fald effektiv, men jeg husker også, at det var sjov, at lege med, i en lille flaske, for man kunne, ved at ryste lidt med flasken. For man kunne få en klump, på størrelse med en tommelfingernegl, til at dele sig i hundredvis, af små sølvperler. De to gange vi havde fnat, mener jeg var, med bare et par års mellemrum. Dette begyndte, mener jeg, med en ulidelig kløe, mellem fingrene og på maven. Udryddelses - middelet, til dette, husker jeg som noget sort tjæreagtig, sort fedtet "stads", som fik smurt over hele kroppen og som sved, så ved ikke hvad, har tænkt på siden, hvor måtte dette ikke have været besværlig og et enormt arbejde for en husmor og ikke mindst min mor, da når vi havde ligget med dette sorte, en nat, så skulle, såvel senge, som undertøj skiftes, på hele flokken og når tænker, hvad smule havde at gøre med dengang, med rationering af næsten alt.

Nu ikke så lidt værre, måtte det have været, for vores stakkels nabo børn, hvor deres mor sammen med nr. seks barn, døde i barselseng og fra fem ukonfirmeret børn. Manden til disse havde nogle år, lidt, mere, eller mindre, heldige og uheldige, husholdere, som bjergede dem fnat til huse og alle, lige fra den mindste på kun et til to år, så befængt med fnat, at de måtte på sygehus, sammen med alt, hvad havde af sengelinned og dyner, for at blive, få alt renset.

Lopper er vel knap vær at nævne, for de var vel bare overalt og havde rig mulighed til at formere sig, i sengehalmen, såvel som i nedslidte og ormstukne gulve. Hos min moster og onkel, hvor var på ferie hos hver sommer en uge. Min moster havde, var endda, hvad nu i dag ville kalde, en kone, "med kost og spand", men så rar og der var den forskel fra der og i mit hjem, at hvis, der bare var en loppe, i sengen, da skulle den fanges og tilintetgøres, for dette kunne, min kusine og jeg da ikke være tjent med, at have, hvor skulle sove og jeg fik nogle næsten sårløse arme og ben, i ugen hvor var på ferie. Nu november 2000. Hvor er det på en gang, både sjov og meget, meget mere, at sidde, i ro og mag og genopleve, om så nogle efterkommere bryder sig, om min fortælling og så nær sandheden, om hede, eng og mose beboere, som jeg synes, kan komme, ved jeg ikke?

Datidens lønninger
En daglejers, dagløn, fra 1930 verne, jeg har fundet, i en gammel dagbog, som har tilhørt min far.
Ligeså, fra nogle gamle mejeriafregninger, kan se, at i et område, hvor har været 63, små, som lidt større landbrug, hvor leverede mere eller mindre mælk, til Skave mejeri og hvor vel nok kan nævne, de ikke uvedkommende lyspunkter, fra dengang, nemlig for de flestes vedkommende, var nogle hyggelige og sunde familie sammenhold, hvor alle hjalp til, af bedste evne, med at tjene til de daglige fornødenheder. i dag er vel ikke flere end kan tælles, på en hånd der levere mælk, nu til enorme store mejerier. Hos de mindste brug, fra før, må vel også nævne, at for de flestes vedkommende, havde udearbejde, ved siden af landbruget. Udearbejde, i skov, mose, eller som daglejer, hos de lidt større landbrug, vel nok mest Sæson præget, men hvor en såkaldt daglejer, kunne risikere at fylde møg, stå i møddingen, ti til tolv timer, pr. dag. til en løn af to - tre kroner og kunne vel også risikere, at gå fra det ene sted, til den anden, i en fjorten dage, til tre uger. Jeg mener at have hørt og set, at den dag, havde lejet en, daglejer da var alt forud, tilrettelagt, så at den ”kostbare” daglejer, kunne udnyttes så meget som mulig, men en "skæg" episode derom, har også hørt, fortælle, nemlig da et, fra de lidt, større brug, ville leje en mand, fra de lidt mindre brug, til kartoffeloptagning, at svaret lød, som sådan, du kan jo bare lade være, at sætte flere kartofler, end du selv, kan samle op. Jeg har forresten selv været med ude at samle kartofler, i såkaldt" kartoffelsjak" som dengang, i 1950 til i 60erne, men da til en timeløn, som så vidt husker, var fire til fem kr. og husker engang, vi samlede kartofler, til hel hen i december og det kunne hænde, at der stod is mellem rækkerne.
Hvor længe man blev ved med tørvegravning i Hogager og der/omkring ved jeg faktisk ikke bestemt, men vel hel op i halvtresserne. Jeg kom ud at tjene i efterår 1945 og sommeren derefter altså 1946 huske jeg vi havde, hvor jeg tjente, tre tørvearbejdere, på kost og logi, for dette med logi, må siges, de logerende ikke var fordrings fulde, ikke noget med senge, de fik et loftrum, til rådighed, i fællesskab, hvor der blev, et par knipper hø, op, det må ej heller have været særlig rart, hvad duft angik. Da de såkaldte kostfolk, igen i efteråret, brød op og sagde farvel og tak, og var rejst igen, skulle jeg gøre rent i kammeret efter dem, altså hvor tørvearbejderne, havde haft logi, en af disse, må åbenbart, ikke ligge tør, om natten, for da fjernede høet med en "fork", "greb", var det en sammen groet klump og lugtede, så jeg ved ikke hvad, af gammel urin og loft brædderne hvor høet havde ligget, var fuldkommen opløst og rådden og de var forholdsvis nye og friske, før vores logerende kom.

Tørvegravning bliver til briketproduktion
I efteråret 1946 fik jeg plads fra første november i Nybo, et sted mellem Sunds og Herning og fulgte som følge deraf ikke rigtig med i hvad der foregik i Hogager. Men da min mand og jeg overtog "godset" her til november 1952. var det ikke tørv, længere, men noget man kaldte formbrændsel, som fyrede med, det samledes hvor, man endnu havde et stykke tørvebund under, hvad blev samlet på denne måde, først harvedes engen, eller smuldstykket, som dette da kaldtes, hvorefter skrabede smuldet sammen og derefter blandedes med vand og blev presset igennem en maskine og kom ud i pølser, i omfang som, en mellemstor spegepølse Vi købte, som noget af det første, efter var kommet hertil, et halv ton formbrændsel af Alfred Rasmussen fra Søndergård, forresten en skæg og dejlig menneske at handle med, der blev ikke lagt noget under "stolen", som siger, da jeg spurgte Alfred nu er der vel ikke for meget sand imellem, svaret lød, fra Alfred, med et smil, jo' det er det eneste jeg vil garantere for, Hvor meget sand, i forhold til brændsels værdi og ikke, det ved jeg forresten ikke, dog var de noget mere behagelige at fyre med, end kvas og meget andet og ene sand har det da ej heller været, for asken, som kom derfra var rød som ræven, der var til gengæld meget, skulle tømme, ær "årskskof"- askeskuffen mindst tre, fire gange daglig. Min bror N.K. arbejdede for resten i "smuld", hos Alfred Rasmussen, i Søndergård, den første sommer vi var her og havde da kost og logi, hos os, dog i en nogenlunde seng, uden hø og jeg opdagede, da ikke, at han ikke kunne holde sig tør, om natten, blot at vi havde det hyggeligt sammen, men dette med "smuld" og formbrændsel, kunne min bror Niels Karl nok meget bedre, end jeg, give en udførlig, forklaring på.

Heden forsvinder
Nu tilbage til 1940 - 1945. Hvordan den sidste hede forsvandt, eller bare noget af det sidste og blev til landbrugsjord, har jeg hverken, dato, eller årstal på. De ca. 50 tønder land, måske mere, som min far blev tilbudt af Kreditforeningen for 2,700, blev købt, af en landmand, fra Herrup, ved navn Laurids Dahl. Ved ikke om der måske har været, noget jalousi fra min mors side, for hun sagde ofte. ”No kommerr ham æ swortt Dåårrll” (Nu kommer ham den sorte Dahl).
Jeg husker, en dag, gik hjem fra skole helt fra Hogager, kunne jeg se en enorm ildebrand, ude i retning af vores hjem og brandbiler kom susende, hvad tænkte et barn. i første omgang, følte i hvert fald meget stor rædsel, er det vores hjem, eller uha, det er vist også skoven, som brænder, løb som remmer og tøj kunne holde, indtil nåede til Hedevej 2. da kunne skimte, gennem røgen at vores små huse, ikke brændte og da vist, ej heller skoven, men ”æ Dåårrll å hans'hirr".
Heden havde vist, behøver ikke sige vist, for dette havde været, så kaldt, dybdepløjet, engang før, men var igen groet til, med lyng og for så længe siden, at vi havde stier, eller sandveje, hvor kunne skyde, genvej over, når man skulle til skole. Hvor kunne plukke i spandevis af tyttebær, når årstiden var dertil og ikke mindst, så godt som, næsten hver gang løb derover, kunne finde flintestene, store, som små, fra vores forfædre, Stenalderfolk, eller vikingetiden, vi har endnu en enkelt liggende, men ellers forefindes, de fleste, vist nu på, det lille museum, i Jens Jensens anlæg, i Haderup. Alt dette var nu forbi, men værst, var det gået ud over alt "småkravl", som før var levende, jeg kan endnu se for mig, skeletter, af hugorme under, også afbrændte, små fyrrebuske. Snakken at, æ Dåårrll selv havde, påsat branden, ved ikke, om manden klarede frisag, ved at fortælle, at det måtte være sket, fra nogle gnister, fra traktorerne, som man pløjede med. Fakta, var, at ilden heldigvis, ikke havde bredt sig, til skoven,


Mel: Langt højere bjerge.
Går tanken tilbage, hvor revling og lyng,
herude pa jorden, den flade.
Med enggræs, hvorunder, lidt mose op dynd,
var mest, hvad i Hogager havde.
Af fattige bønder, vist dengang var flest.
Man nøjsom sig klare, som de kunne bedst.

Da langt mellem gårde, beboelse var,
Af viber og lærker var flere.
I lyngen, sig harerne, tumlede da,
blandt hugorme, urfugle reder.
Da bøndernes ønske, herude, vel her,
var fremgang og ejendom, hver enkelt især.

Som følge deraf, langsom lyngen man slog.
hvad dengang, var ingenmands "tæppe"
os slidsom, med "lyngle", af lyngen man tog,
knap sansed, den blomstrende tæppe.
Med tiden fik plejet, den sandede jord,
hvor afgrøde, deraf vel næppe var stor.

men pludselig engen, hvorunder, var dynd,
værdi fik i Danmarks rige.
Af penge, gav flere, end jord under lyng
og tørv fik værdi, uden lige.
Med krige, son hærge, hvad vi hørte om,
men tænkte, vel ikke, til Hogager kom.

En ejer af engen, hvorunder, var tørv,
af indkomst, os mer kunne give.
Gav arbejd, til alle, ja. voksne, som børn,
Nu mere end kunne bestride.
de fremmede her "importerede" da
og arbejd, til alle, ved tørvene var.

Men "krigstid" fik ende og tørvene med,
såvel, som komfur, kakkelovne.
Vor sandjord, herefter, værdi fik derved.
Hvor sparsom, kun rug kunne avles.
Gav mergel og gødning, nu frodig vi ser,
at majs, raps, som hvede, det trives kan her
Grethe Jacobsen