Forside Hogager By Handel Hogager Historie Mosens Historie Foreninger Borbjerg sogns kirker
Hogager Kirke Hogager Nord Landbrug før nu Hogager 1940 - 45 KFUM spejderne Hogager Fælleshus HGF
Hogager Skole Hogager Øst Håndværk Skovens Historie Folkemusikhuset Hogager Marked  

Laust Vestergaard, - Et købmands liv

Drenge- og købmands år
En forbenværende købmand kigger tilbage på sin barndom på Borbjerg - egnen, hvor han også fik sin købmandsuddannelse i en tid, hvor gammelt og nyt brydes. Han fortæller her bl. a. om margarinens, telefonens og lukkelovens indtog, om løn og priskoder og det almindelige liv i en købmandsbutik omkring første verdenskrig.
Indtil omkring århundredskiftet bestod størstedelen af Borbjerg sogns østre del af hede, mose og en hel del lav jord. Heden og mosen var dominerende, og kun meget lidt af de højere liggende arealer var under kultur. I sådanne omgivelser lå Vestergaard i Hogager, hvor jeg blev født i 1896, min slægt havde da været i gården i snart 100 år.

Vestergaard og Abildholt
Til min fødegård var der ca. 200 tdr. land, men kun en lille del var under plov. Mod nord gik heden helt ind til gården, det er der, hvor byen nu ligger. Min fars fætter fra Hesselå fik omkring 1904 gården Abildholt. Han havde været på landbrugsskole og lært nogle nye metoder, bl. a. begyndte han at opdyrke de lave jorder, og da han først havde vist, at det kunne lade sig gøre, så fulgte de øvrige gårde snart efter.
Indtil den tid var besætningen i Vestergaard 8 køer, nogle ungkreaturer og kalve, lidt svin og en del får, men nu kom der mere fart i landbruget, og vi fik op til 12 køer og tilsvarende opdræt af en del flere svin. Vi blev dog ved med at bjærge en del lyng som tilskud til kreaturernes vinterfoder. Vi havde for det meste løsdrift af de store høvder i „æ vejster mues", det vil så sige, at vi børn fra maj til hen i oktober måned tilbragte en stor del af tiden i mosen for at passe på kreaturerne.

Det skete, at et af kreaturerne gik i bløde, og det kunne knibe for os børn at hjælpe det op igen. Når dyret havde siddet i en tørvepyt eller noget lignende et stykke tid, og det forgæves havde prøvet at komme på fast bund, gav det fuldstændig op, og så måtte vi have bud hjem efter hjælp.
Når høet var blevet bjærget i engen, måtte høvederne et stykke tid efter komme derpå - der var godt græs. Det var en tid, vi børn så hen til, for dér kunne kreaturerne omtrent passe sig selv, og desuden var der lejlighed til at komme sammen med Hjorddrengene fra Hesselaa, som vi jævnlig byttede mellemmadder med. De havde gerne bagerbrød og købepølse på deres; hos os var det hjemmebagt rugbrød for det meste med spegekød af et fårelår.
Nu jeg er ved køerne, vil jeg nævne, at de alle havde rigtige gammeldags konavne. Ungkreaturerne fik først navne, når de blev fuldvoksne. Kreaturerne var alle af blandede racer, og der var mange forskellige aftegninger og kulører, som navnene på dem også hentyder til:Silketop - Gulerop og Rønn de åd al vor havre op og ski'er i vor grønn.
Det vers er brugt andre steder, men vi brugte det også, idet vi havde køer af disse navne. Desuden brugte vi navne som Sortravn, Hvidkolet, Spæltop, Jomfrunet, Grådonnis Plet, Stjerkolet, Rødtavl og Jomfrudool, måske var der flere, men det passer da så nogenlunde med antallet af vores køer. 

Dagligdag på landet
Om vinteren bestod vi drenges daglige klædedragt af et par bukser, som gik neden for knæene, samt lange uldne hjemmestrikkede hoser med hosebånd og ligeså hjemmestrikket trøje og lue, sidste var med top og til at trække ned over ørerne. Det var et sikkert forårstegn, når vi efter mange forgæves ytrede ønsker over for mor endelig fik lov til at komme i pløjserne (stunthoser). De blev fundet frem fra sidste efterår. Muligvis var der strikket og monteret nye i løbet af vinteren. De bestod af lange uldne strømper uden fod med en fæssel, en strimmel tøj eller muligvis tyndt læder, som var fastgjort som en strop på skaftet, desuden en strikket strop til at kroge på tåen næst efter storetåen; begge dele for at holde pløjserne på plads. Træskoene blev sat til side, og det var sjældent, de blev brugt om sommeren, men når der rigtig kom sol og varme, fik vi lov at gå med bare ben.
Vores morgenmåltid bestod af opstuvede kartofler i en pande - helst rigtig med „skower". Panden blev anbragt på det lange bord med stjærten pegende mod gangdøren. Vi gik så til angreb hver fra sin side og mødtes så i midten. Så kom anden ret bestående af rugbrødsterninger opblødt i varm mælk serveret i et rødt lerfad. Vi fik nu fat i hornskeen, som fandtes i skuffen under bordet. De var forskellige i aftegninger, så hver kendte sin, og man tog ikke fejl.
Når dagene var korte, var der noget, der hed at holde mørkning. Ilden lyste lidt fra kakkelovnen, måske var der et enkelt talglys tændt, og mor spandt på rokken. Det var egentlig så hyggeligt, og det varede noget, inden petroleumslampen blev tændt.

Min Interesse for købmandshandel
Da jeg blev lidt ældre, stod det klart for mig, at jeg ikke ville arbejde ved landbruget, og mine forældre sørgede for, at jeg blev sat i købmandslære. Der var en lille tradition for købmandshandel i familien, idet min oldefar på mors side, Jens
Bak, sammen med Bakgården syd for Borbjerg mølle også drev en købmandsforretning. Der havde min far tjent som ung mand.
Oldefar blev en meget velhavende mand efter den tid at regne. Borbjerg mølle og Bakgården var naturlige samlingssteder for befolkningen, og gerne samledes man i Jens Baks forretning, som i sin tid var den eneste i Borbjerg sogn. Forretningen lå uden for det såkaldte læbælte, så købmændene i købstaden Holstebro kunne ikke gøre indsigelse imod den, og lukkelov var der ingen af.
Der var langt til Borbjerg for folk, som kom helt fra Hogager, hvor der først blev bygget kirke i 1899. Det var derfor almindeligt, at beboerne, når de om søndagen skulle i kirke i Borbjerg, benyttede lejligheden til at handle. De spændte så fra hos Jens Bak, afleverede deres bestillinger i butikken og gik så videre til kirken. Der var så travlt ved „æ Bakkes", når østersognet skulle forsynes med varer. Gudstjenesten var den travleste tid med ekspedition i hele ugen, varerne skulle jo gerne være parate, når folk kom tilbage fra kirken.
Købmanden kom således ikke ofte i kirke, men han klarede sig endda - med lidt hjælp ovenfra. Den kode, oldefar brugte til at mærke varerne med indkøbspriser, hed GUD HJÆLP OS. Altså ti forskellige bogstaver, som hvert svarede til et tal, og det må jo have hjulpet, for oldefar blev en holden mand, men med tiden kom der konkurrenter til Den nu nedlagte købmandsforretning i Trabjerg blev bygget først i 1880-erne. Der blev startet købmandsforretning i Skave i 1888 og i Hogager 1900. I Borbjerg Kirkeby begyndtes der først med høkerforretning, ligeledes ved Hvam kro. I Hvam Mejeriby startedes forretning ca. 1907, og siden den tid er der startet og nedlagt mange forretninger i sognet.

Min læretid
Den 1. maj 1911 kom jeg i lære hos købmand Jens Thomsen, en gammel ungkarl, der havde været møllersvend, før han slog sig på handel. Han havde forretning i den sydlige ende af Hvam kro.
På det tidspunkt, jeg kom i lære, var den gamle lov om de såkaldte „læbælter" 'éÆhk i kraft. Ved lovene om næringsfrihed fra 1857 havde man ønsket, at de gamle købstæder ikke skulle lide for hårdt ved bortfaldet af deres privilegier, og man havde derfor indført en bestemmelse om, at der ikke måtte drives købmands - eller detailhandel inden for en afstand af 1½ mil fra de gamle købstæders torve. Inden for en afstand på 1 mil kunne der fås høkerbevilling. En sådan bevilling gav kun ret til at sælge varer af dansk oprindelse, jeg tror, det var 17 forskellige slags, f. eks. var det lovligt at sælge byggryn, men ikke risengryn; sukker og kartoffelmel var også på den forbudte liste.

Min oldefars forretning havde ligget uden for læbæltet, men Jens Thomsens i Hvam kro lå indenfor, og der dukkede også almindelige købmandsforretninger op i udkanten af læbæltet, både i Borbjerg og Hvam. Det gik, indtil der kom en tjenstivrig politimester til Holstebro, så faldt der bøder, og Søren Jacobsen i Borbjerg og Jens Thomsen i Hvam måtte ud til deres kunder for at få hjælp til at få deres forretninger omdannet til henholdsvis indkøbsforening og brugsforening, så måtte der handles med alt, for den samme lov, der havde sikret næringsfrihed, havde jo også sikret foreningsfrihed.
Jeg husker fra min læretid, at vi havde en gammel medlemsprotokol for Hvam Brugsforening, men det har vist været en brugsforening, hvor der hverken blev holdt generalforsamling eller aflagt regnskab over for medlemmerne. Mon der i det hele taget har været en bestyrelse. Det var kun for at hjælpe købmanden, brugsforeningen blev stiftet, og forretningen drev Jens Thomsen for egen regning.
Da loven om læbælter blev ophævet, forsvandt Hvam Brugsforening sammen med den. I Borbjerg blev indkøbsforeningen ophævet i 1918. Om den egentlig rigtig har eksisteret, ved jeg ikke, men da Henrik Jacobsen fik ejendommen og forretningen efter sin far, ville han ikke være en slags uddeler, og så forsvandt også den.

Det var en god begynderplads, jeg havde fået hos Jens Thomsen i Hvam, selv om forretningen blev drevet noget gammeldags, ikke mindst hvad bogføring angik. Jeg kunne gå, som jeg var hjemme og var fæstet for 3 år til en løn af 50 kroner første år, 100 kroner det andet og 150 kroner det tredje, plus selvfølgelig kost og logi. De lokaler, der hørte til købmandshandelen, var ikke gode.
Vi var tre, som var betjente ved forretningen. En husholderske havde fri rådighed over sit domæne og styrede det med fast og dygtig hånd. Ved enkelte lejligheder hjalp hun også i butikken, det skete f. eks. en dag om ugen, når vi samlede svin til Esbjerg svineslagteri i en fold ved den anden ende af kroen, for den dag havde Thomsen nok at gøre med at tage imod svin.
At være lærling i en købmandshandel havde også sine øgenavne. Navnet „rosinpiller" stammer fra den tid, da rosinerne kom hjem i store klaser med stilke og det hele, og det var lærlingens opgave at rense dem og gøre dem færdige til at sælge i butikken. Diskenspringernavnet kendes vel endnu, selv om der kun er få købmandsforretninger, hvori der i det hele taget er en ordentlig disk.

Købmandshandel i gammel tid
Metersystemet blev ved lov indført i 1912, men der gik nogen tid, før de nye betegnelser blev almindelige, så vi fortsatte et stykke tid med pund og alen. Det er priser fra den tid, jeg husker bedst. De lå ret fast, indtil krigen kom i 1914. Eksempelvis kan nævnes priserne på 1 pund flormel 12 øre, kartoffelmel 14 øre, soda 3 øre, salt 5 øre, 1 pk. 3" søm 60 øre, 1 pk. tændstikker 12 øre, petroleum 9 øre pr. pot, 1/1 flaske brændevin 25 øre og 10 stk. cigaretter 10 øre, men det var kun skoledrengene, der var købere til dem. Ellers lå salget af tobaksvarer hovedsagelig på røgtobak og kardusskrå, som også stod fremme på disken til fri afbenyttelse.
På bagdisken stod en flaske med brændevin, som var tilsat lidt kirsebærvin for at give kulør, desuden en med rom, og der var frit valg. Der ved bagdisken har jeg skænket mange bittere til dem, der ønskede det, og det i øvrigt i god forståelse med kromanden i den anden ende af huset, for det var jo tidens skik.
De gamle kunder forlangte ofte i lod, som var 3 kvint lig 15 gram. F. eks. 1 lod hjortetaksalt, 1 lod potaske og lignende, desuden !/2 fjerdingkar salt, og det var ret almindeligt, at der blev forlangt 1 pot salt, som kostede 7 øre. Til sammenligning med ovenstående priser kan anføres, at et par voksne sivsko kostede 40 øre, voksne træsko godt 2 kr. pr. par, klipfisk 35 øre pr. pund og kandis 28 øre pr. pd.


Købmandsparret Thea og Laust Vestergaard.


Købmandsbutikken var her i Langgade 60 efter den var blevet lukket.
Nu nedrevet til fordel for det nye "Fælleshus"


Før 1914 kunne en del kolonialvarer købes med baisse klausul (udtales bæ:s). Det vil sige, at et bestemt parti varer købtes og aftoges inden for et aftalt tidsrum, men til en fast pris ved stigning og bevægelig ved fald, men siden krigen kom i 1914, har det ikke kunnet lade sig gøre, dertil blev prisstigningerne på varerne alt for store. Når de nye svesker kom frem, blev der købt ind efter det beregnede årlige salg, for da var svesker i regelen altid billigst.
I Hvam solgte vi normalt en oxhoft brændevin om måneden, d. v. s. ca. 250 til 260 potter fra De danske Spritfabrikker i Aalborg. D.D.S.F. stod der på enden af tønden, hvilket min senere chef i Vildbjerg oversatte til „Denne Drik Skabte Fanden". Det store kvantum brændevin betød dog ikke, at forretningens kundekreds var særlige storforbrugere, men dengang var forholdet til brændevin anderledes end i dag. Mange af vore kunder var meget mådeholdne eller ligefrem afholdne med hensyn til stærke drikke, dog havde man altid i landejendommene en flaske brændevin stående i tilfælde af, at et af kreaturerne blev syge, eller når en ko fik kalv, så fik den gerne en hel flaske brændevin. Brændevin var medicin.

Den første lukkelov
Den første lukkelov kom først i århundredet. Der skulle lukkes klokken 20 med undtagelse af lørdag, da måtte der handles til kl. 23. Søndag var der lukket hele dagen, og det var herligt. Det var egentlig en dårlig lukkelov, eller var det folks vaner, der var dårlige? Om formiddagen var der gerne en del at lave med at ekspedere, men det ebbede ud op ad middagstid. I middagsstunden kunne der komme en dreng, der var klemt af en 2-øre til brystsukker, små handler ellers så godt som intet. Men sidst på dagen, hen i nærheden af - eller måske over - lukketiden, så kom det store rykind. Det var værst om sommeren, når folk havde fået deres aftensmad, da drog landmændene af sted til købmanden, medbringende deres kurve fyldt med æg; nu skulle der handles. Vi fik travlt og kunne ikke tilnærmelsesvis blive færdige til lukketid. Var bønderne så faldet i snak med hinanden, ja så var de ikke til at blive kvit. Lørdag aften var det ungdommens tur. Da kom karlene, og det var dem, der fyldte butikken, og de holdt ud til kl. 23.

Varde Marked
Nogle af Hvams gårdmænd rejste somme tider til Varde marked for at købe kreaturer. Det er sikkert ved en sådan lejlighed, at en gårdmand fik en beskrevet 100-kroneseddel med hjem, hvilken jeg senere fik i butikken. Sedlen var blevet tilføjet følgende ordlyd:
På Varde marked for den røde stud jeg fik dig sammen med flere, nu skal du atter i verden ud, Gud ved, om vi ser hinanden mere.

Margarinens fremkomst
Mon ikke margarineproduktionen tog fart her i landet i 1890'erne. Margarinen blev mødt med landbefolkningens store skepsis, men denne overvandtes efterhånden, og bønderne gik tildels også over til at anvende „kunstsmør" - det blev dog trods alt produceret af animalske produkter.
Mønsteds fabrikker lavede tre mærker, „Fin", som nærmest var til bageribrug, „Ekstrafin" og topproduktet „Fineste". Omkring 1912 gik margarineproduktionen mest over til plantemargarine, som fremstilledes af plantefedt. Mærkerne Steensens Vegetaria - Mønsteds Oma og Alfa No. 56 kom frem. Margarinen skulle fra fabrikken være meget lys i kuløren, det måtte ikke ligne rigtigt smør, men så kom smørfarven frem, og folk æltede selv margarinen med smørfarve, så det fik omtrent samme farve som smørret.

Samtidig med margarinens fremkomst kom der også en margarinelov, som fordrede ansættelse af margarineinspektører. En sådan skulle holde kontrol med, om alt nu gik rigtigt til i de forskellige forretninger, dog med undtagelse af foreninger, de måtte sælge - som han udtrykte det - om det så var vognsmørelse som margarine.
Men der skulle ikke meget til, inden lommebogen kom frem, ja han havde ligefrem til tider helt kløe i fingrene efter at skrive rapporter. I butikken skulle der hænge et stort papskilt med 3 tommer høje bogstaver, hvorpå der stod: „Her sælges margarine" og ligeledes et med „Her sælges udenlandske landbrugsprodukter" - hvis der altså handledes med det, d. v. s. islandsk lammekød og amerikansk oksekød. Det var som regel de eneste skilte, der fandtes i butikken - varerne kunne sælge sig selv. Men bevares, hvis der hang noget ned fra loftet foran disse skilte, om det så var aldrig så lidt, så kom blyanten straks i gang.

De første telefoner
I min første læretid var der kun 4 telefoner i Borbjerg sogn. En hos købmand M. Chr. Olesen i Skave med omstilling til forretningen i Trabjerg. Købmand Søren Jacobsen i Borbjerg havde omstilling fra købmand Jepsen i Store Ryde mølle, og endelig var der Hvam telefonkonsortium ved min læremester, købmand Jens Thomsen, Hvam kro, som havde telefon nr. 80 Holstebro. Vi behøvede ikke at forlange numre, når vi ringede til Holstebro, men efterhånden, som der blev flere abonnenter, blev det nødvendigt.
Telefonbøgerne var inddelt på en helt anden måde end dem, vi kender nu. F. eks. var Holstebro købstad opført, men bagefter denne Holstebro oplands centraler - til eksempel var både Herning, Struer, Vinderup m. fl. opført under Holstebro opland.

Når der var 10, der tegnede sig som abonnenter, blev der oprettet central, og var der mere end 4 km til centralen for enkelte abonnenter, var grundtaksten lidt større beregnet efter hver påbegyndt 100 meter. Hvam telefonkonsortium var nærmest noget i retning af et interessentselskab, hvor en del af beboerne var med formedelst et årligt bidrag på 10 kroner. Også doktorer og dyrlæger fra Holstebro gav deres bidrag, og bidragyderne måtte så telefonere så meget, de havde lyst til. Andre, der ikke havde part i telefonen, betalte hver gang, de benyttede den, og til disse penge havde vi en ret stor cigarkasse, som var slået op ved siden af telefonen.
En skønne dag var cigarkassen fyldt med disse penge, og Thomsen forespurgte de stedlige aktionærer, om det ikke lige var penge til en udflugt. Det var man med på, og stemningen var for en tur til Bovbjerg, hvis vi kunne få den nye margarinebil til turen. Det var den første lastbil, som lige var kommet til Holstebro. Thomsen forespurgte hos C. A. Astrup, som lod forespørgslen gå videre til Otto Mønsted, hvor vi fik tilladelse til en søndagstur med Davidsen som chauffør.
Vi startede i fint sommervejr siddende på lastbilens åbne lad. Efter nutidens forhold var det ingenlunde et luksuskøretøj. Der var fast massivt gummi på hjulene, og vejene var alle grusbelagte, så det støvede godt. Vognen havde fuldt læs, og humøret var højt, men da vi kom til Rammedige, standsede vi. Bilen måtte nemlig kun køre på amtsveje, så vi havde en vognmand fra Ramme til at fragte os det sidste stykke vej til Vesterhavet på en hestevogn. - Efter vores vellykkede udflugt havde Astrup mange henvendelser om at låne køretøjet til lignende søndagsture, så vores tur havde vakt opsigt i den ganske omegn, men det blev dog både første og sidste gang, tilladelsen blev givet

Købmandshandel og kro
Som nævnt lå købmandshandelen i samme bygning som Hvam kro, og selv om de to foretagender intet havde med hinanden at gøre, så var der dog en vældig god kontakt mellem dem. Kromanden var Jacob Paibjerg, som var en meget hyggelig mand, hans kone, Marie, blev aldrig kaldt andet end „Mari i æ krower". I kroen havde de gerne to piger til hjælp ved det huslige samt ved restaurationen og malkningen. Der var en voksen søn og en konfirmeret dreng til hjælp ved landbruget. Denne dreng, Wilhelm hed han, kom jeg en del sammen med i fritiden, og jeg husker, han engang var meget fortørnet på kromanden. Wilhelm var meget god til at synge, og engang han havde sunget af hjertets lyst, mens han var ved at røgte dyrene, var kromanden kommet ind, og med den indledning han altid brugte, fik han sagt: „A tænt o æ Wilhelm, a haar nær saae, en kan wal et blyw fri for den hujen!"

Når folk fra Holstebro tog på skovtur, blev der gerne lejet en landauer med kusk og heste, og så gik turen ofte til Rydhave skov. På hjemturen blev der så holdt ind til Hvam kro, hvor der i den store have var slynger m. m. til fri afbenyttelse. Skulle en sådan udflugt rigtig tage sig ud, foregik den gerne i karet, som blev lejet hos „æ løjtnant" - vognmand Mourits Nielsen i Holstebro, som havde en sådan til brug ved visse lejligheder. Kareten vakte altid opsigt, hvor den kom frem, og det var vel også hensigten med at leje den. Jeg erindrer et par strofer som fandtes i kroens kørestald:
Kommer du tørstig til en kro, forlang da øl fra Holstebro.
Et andet sted hang et mere hjemmelavet skilt:
Vil du med til Hvam kro, der hvor Jacob Jensen bor, der er liv og lystighed, der går solen aldrig ned.
Men solen er forlængst gået ned over Hvam kro. Det skete kort efter, at „Mari i æ krower" og sønnen Kristian begge var døde, som de sidste af krofamilien.

Hos købmanden i Vildbjerg
Jeg udstod min læretid hos købmand Thomsen på 3 år, og blev der så to år til, men så havde jeg også sat mig i hovedet, at jeg ville prøve at arbejde i andre forretninger. Jeg fik så plads som kommis hos købmand Pedersen Leth i Vildbjerg.
Pedersen Leth var en moderne købmand efter den tid, man mærkede straks, at han havde lært handelen og var en dygtig købmand. Hidtil havde jeg været vant til udelukkende at betjene landkunder, men i Vildbjerg var der også en del bykunder. Jeg har nu altid bedst kunnet lide, at ekspedere dem fra landet. Når der kom folk ude fra „æ vejster hede", Helmosedal og „æ Fjald", så var de rigtig kommet til byen og kunne let få en halv dag til at gå der.
Betjeningen bestod af købmanden og mig, der skulle have kr. 35,— om måneden + kost og logi, samt karlen Jens, der arbejdede i gården og på foderstoflageret. Drikkepengene var en del af gårdskarlens løn, hvis de da ikke udgjorde hele lønnen, men han havde selvfølgelig også fri kost og logi. Fruen hjalp hver tirsdag formiddag i butikken, for den dag blev der i gården samlet svin til Herning Svineslagteri.
Vi tog foruden svin også imod huder og skind, hvilket var et meget uappetitligt arbejde at have med at gøre, når de skulle ses efter, saltes og sendes væk.

Gårdskarlen Jens var høj og kraftig. Det første han foretog, når et køretøj ankom til købmandsgården og skulle have hestene spændt fra og sat i stald, var at hjælpe konen ned af vognen. Det havde han et vældigt tag på, og damerne lod sig gerne falde ned i armene på ham, han skulle nok fange dem. Manden derimod måtte altid selv kravle ud af vognen, selv om han var nok så stiv i lemmerne.

Først derefter blev hestene sat på stald, og den medbragte sæk med hakkelse blandet med korn anbragt i stalden. Disse hakkelsessække var ikke lige gode, for det afhang af, hvor meget korn, der var iblandet hakkelsen. Når der så var blevet parkeret et par arme husmandsheste ved siden af et par velnærede gårdmandsheste, så kunne det let ske, at Jens kom til at tage fejl af sækkene.
Min chef havde den kedelige vane, at hans humør stod omkring nulpunktet om morgenen, men eftersom solen steg, gik humøret også nogle streger i vejret, og kort forinden fyraften var han gerne helt ovenud, men næste morgen var det forfra igen. Vi tog det nu ikke så højtideligt. Vi sørgede gerne for, at han havde et eller andet, han kunne falde over, så vi lod flere gange en flaske stå ved enden af disken, sådan at han derved kunne få afløb, det hjalp altid lidt.
Den kode vi i Vildbjerg brugte til betegnelse af indkøbsprisen på isenkram og lignende var: DITMARSKEN. Hver forretning havde sin kode, men enkelte koder var meget almindelige, det gælder f. eks. den kode, vi brugte i Hvam: HØKERLATIN. Jeg har også været med til at bruge koder som SPEKULATIV og KJÆRLIGHED, men også længere remser, hvor det var det første bogstav i hvert ord, der gjorde det ud for et tal, f. eks.: Gud Lad Os Handle Så At Velstand Jeg Må Få. Den ældste kode, jeg kender, har en tid været så almindelig, at de fleste vist er gået fra at bruge den. Koden består af forskellige figurer, der stammer fra

1 2 3
4 5 6
7 8 9
1 blev så tegnet således _[, 2 således |_i osv.
 0 kunne laves på flere måder. 

Handelsrejsende og repræsentanter
Repræsentanterne fra de forskellige større isenkramforretninger, der holdt landkøbmændene forsynede, var af en helt anden type, end dem vi kender i dag. De fleste havde rejst i mange år, og mellem dem og købmændene var der opstået et vist tillidsforhold. De kunne fortælle historier og pudsige træk fra deres distrikt, og der var altid tid til at tale med dem.

Landkøbmændenes lokale grossist var Jeppe Schou fra Holstebro, og han var tilmed en af de mest særprægede købmænd, jeg har kendt. Han drev den store forretning, til han var langt oppe i 80-erne. Jeg har som ung købmand besøgt ham mange gange, når jeg manglede en underskrift på en veksel, for at få penge på den i banken. Der er mange, der har besøgt ham i den anledning, og hans hjælpsomhed har ofte været ham en bekostelig affære. Der fortælles et utal af historier om Schou, men mange af dem er trykt andetsteds. Af mindre grossister eller agenturforretninger kendte vi både Kong Niels i Herning og Prins Carl i Struer, men vi havde altid Schou i Holstebro at falde tilbage på - han var så bekendt for sin langmodighed med kredit.

Købmand i Hogager
Jeg var kommis i Vildbjerg et års tid og kom så derefter i sikringsstyrken. Efter den lange militærtjeneste var det min agt at tage på handelshøjskole, men på grund af krigen blev det ikke til noget. I marts 1919 fik jeg selv forretning i Hogager. Jeg var den niende indehaver i løbet af 19 år, så det havde gået noget hurtigt med at skifte. Jeg var kun 22 år og skulle efter loven være 25 år for at være fuldmyndig og derved have ret til at drive forretning for egen regning. Jeg måtte derfor søge fuldmyndighedsbevilling, som jeg kort efter fik, og jeg drev så købmandsforretning i Hogager i de næste 46 år.