|
Begyndelse til Statsplantagen
Første begyndelse til Statsplantagen stammer fra statsbankerotten i
1813.5 Gårde i Feldborg var ikke i stand til at betale den høje
statsskat, hvorfor Staten overtog gårdene, skovridergården var en af
dem. Disse store hede arealer blev tilplantet. Forud for bankerotten var
der stor inflation, og alt gik tilsyneladende godt, men pludselig
opdagede den daværende finansminister, at lyset brændte fra begge ender,
og så skete det. Historien gentager sig, der er lighedspunkter fra
dengang og nu.
Efter 1864 blev der yderligere tilkøbt de store Hede strækninger, som nu
udgør Borbjerg og Sevel Plantager under Feldborg Skovdistrikt, de store
Hede strækninger, som nærmest blev betragtet som ingenmandsland, og hvor
hyrdedrengene fra Hogager forhen mødtes med dem fra Herrup og deres får.
Disse arealer hørte for det meste til gårdene i Skave og Tinkedal, altså
Borbjerg Plantage. Mon ikke Tinkerdal er et af de største distrikter i
Borbjerg Sogn, måske det største. Det er langt og går måske helt fra
Nygård i Tinkerdal, ja Ryde Skel til Tinkedalshus ved Haderup Skel. Hvor
der nu er skov, finder vi æ Tyk Træ, syd for parkerings pladsen ved
Landevejen, som jævnlig benyttes til en skovtur. Længere mod øst, vest
for Hornstrupvej ligger Hogagerhøj og Hogagerdam. På Bavnehøjene blev
der tændt blus, som kunne ses fra den ene af disse høje til den anden.
Når der var udbrudt krig i landet. Længere mod nordøst fra Hornstrupvej
ligger Fuglsø. Vest for Abildholt Hedevej ude i skoven er der også en
anden lav plet, som hedder Duedam. På disse lave steder hvor der var
græs, var det Herrup og Hogager Hjorddrengene mødtes med fårene. Ude på
heden, hvor der nu er skov, lå en ejendom, som blev nedlagt, og manden
“æ Brusmand” som jeg husker, oprettede en anden ejendom, det nedlagte
savværk Hogagervej 5-7. “æ Brusmand” var Bror til Jeppe Aakjærs “Jens
Brus med hans Hyvlbor”.
Hogagerdam - Adgang fra Hornstrupvej - 2011.
Hogagerdam - Adgang fra Hornstrupvej - 2011.
Hogagerdam - Adgang fra Hornstrupvej - 2009
Grankoglerne var åbenbart gode at tænde op og fyre med i genoratorerne.
Men heldigere var de damer som var gift med en skovarbejder. De måtte
nemlig samle spåner, hvor manden havde skovet, nogle gange kunne man
godt tænke, det var da en forfærdelig masse spåner, efter fældning af
bare ét træ.
Jeg mener spånerne var højere i pris, end kogler, og havde nok også ikke
så lidt mere brændetid, til generatorerne, men jeg husker ikke der var
nogen form for konkurrence, tvært imod.
Og flere, som aldrig før havde haft noget med skoven at gøre, samlede
kogler på livet løs, dog var der en vis respekt, for hverandre. Det var
sådan en stille overenskomst, havde man lagt en dynge kogler for enden,
af en vej, ja’ så var der bare ingen andre, som samlede kogler netop der
på denne vej.
Skoven i dag
I skovens østligste del har der gennem flere år været bålplads,
hundeskov og primitiv teltplads. I midten af skoven nær Tinkedalshus
findes yderligere en primitiv teltplads. I skovens sydvestlige hjørne
findes den idylliske Hogager Dam, hvor der er borde og bænke til kaffe
eller frokost i det grønne.
I 2009 er der i skovens vestligste ende i samarbejde med Holstebro
Kommune og borgerforeningerne i Skave og Hogager indrettet et besøgssted
kaldet Tinkerdal. Her kan man på nordsiden af rute 16 finde en større
hundeskov med tilhørende fitnessbane. På sydsiden af rute 16 findes der
med adgang fra en større offentlig p-plads med toilet, både en større
grillhytte, en Get-moving-motionsbane for især børn og unge, en
skovlegeplads med madpakkehytte og en shelter med plads til 25-30
overnattende gæster. Der er desuden flere afmærkede gå- og cykelruter i
skoven.
Borgmester Arne Lægaard klipper snoren til cykel ruten der fører til
skov legepladsen 2008
Mellem Hovedvejen og Tinkerdalsvej er der legeplads med gril plads med
borde og bænke.
Længere væk fra hovedvejen er der lavet borde og bænke som er
overdækket.
|
Man kan da ikke sige Hogager, uden at nævne Borbjerg og Feldborg
statsskove. Og det er vel nu godt og vel hundrede år siden, disse blev
tilplantet. Jeg har da kendt personer, her fra Hogager, som har fortalt
om at de var med til at beplante Borbjerg plantage.
Feldborg har sådan lidt en mærkelig historie bag sig. Det var dengang
bønderne skulle betale skat til kongen og der var en mand i Haderup, som
skulle opkræve skatten, hvad han også fik gjort. Men glemte bare at
sende pengene til kongen. Da så kongen kom i tanker om, han ville have
sin skat fra de gæve vestjyske bønder, havde de ikke fået nogen
kvittering på, at de havde betalt én gang. Men det ville kongen åbenbart
ikke tage for gode varer og bød, at han skulle have sine penge her og
nu. Man kan jo som bekendt ikke plukke hår af en „skallet“. Og de
stakkels landmænd og koner, havde ikke så de kunne betale skatten en
gang til. Hvorefter gårdene gik på tvangsauktion og de bønder måtte
flytte fra hus og hjem, hvorefter, så vidt jeg har hørt og læst, blev
jorden overtaget, af staten.
Jeg husker da jeg var barn og når vi plukkede tyttebær inde i Feldborg
statsskov, at vi nogle gange stødte på ruiner og rester af de omtalte,
forladte gårde. For de godt og vel hundrede år siden, var det ikke som
nu, så raffineret, med teknologi og computer, hvor man kan sidde bag en
skærm og på sekunder få oplysninger om næsten alt, her og der. Man synes
nogen gange, det er gået i den anden grøft (som man siger), så man
næsten kunne ønske tilbage til hakke, skovl og spade.
Men hvor må der være brugt mange arbejdstimer på at tilplante skovene og
lave diger om dem. Det har vel så også holdt brødet på bordet til mange
arbejds- og småkårsfolk. Jeg mindes endnu da jeg var barn, hvor stor en
flok der nogle gange kom cyklende her forbi, om morgenen til skoven og
aften fra skoven. Det meste af arbejdet foregik jo dengang, med
håndkraft, ved hjælp af økse og sav til fældning af træerne. Save, måle
ud til rummeter, hvad ordet vel siger skulle have samme højde, som
brede, nemlig en meter. Hvor mange sådanne en mand kunne lave på en dag,
er jeg ikke klar over, det afhang vel meget af, hvem der blev sat til.
Jeg fik for nylig at vide, at da man arbejdede med økse og sav, da kunne
en mand vel sætte en til to rummeter om dagen.
Planteskole i Borbjerg plantage
Planteskole i Borbjerg plantage
Jeg selv har været med som plantekone nogle år i midten af tresserne.
Planterne var i plantekasserne og man skulle svinge planteroden ned i en
revne, som mændene lavede med en spade og træde godt rundt om planten,
der hvor der i forvejen var lavet plantehuller eller taget overjord af.
Så var der oprydning af kvas og samle pyntegrøn i efteråret.
Men det bedste for mit vedkommende, til trods det ikke var det vi fik
den største betaling for, men det kan ikke sammenlignes med noget, bare
så vidunderlig, sådan en forår og forsommer morgen, hvor alt duftede af
ny udsprungne træer, fuglesang osv. Og når man tænker sig, vi som regel
var, en ti til tolv stykker, som arbejdede og spiste sammen, det var
rigtig meget hyggelig og fornøjet. Der var dengang ikke engang noget med
frokosthuse, der var vist et par enkle i hele Borbjerg plantage, hvor vi
kunne sidde to mand, hvis vi krøb sammen fire. Nej vi sad såmænd alle i
en lang række på grøftekanten. Jeg kan huske, jeg havde taget en gammel
sovepose med i bagagebæreren, hvor vi godt kunne være nogle stykker på,
som forhindrede, at vi blev så våde på bagenden.
I skoven varer det jo længere før duggen forsvinder end udenfor, med sol
og vind. Jeg fik godt nok en spydig bemærkning, en dag fik jeg besøg af
skovfogeden, da han så min sovepose, spurgte han om jeg brugte den til
at ligge i. Vi sad netop og spiste da manden kom. Ja, det kan den jo da
bruges til. Det kan da godt være, var vist mit svar. Da manden var gået
igen, jeg ved ikke om det er uartig skrivning, men jeg snakkede med en
kollega om, at jeg kunne have svaret, at han jo også gik, går jeg da ud
fra, med redskaber til voldtægt, men behøver ikke være voldtægts
forbryder af den grund.
Dog har ikke alt været, ene „sødsuppe“. En mand i firserne, fortalte at
da han var en stor dreng, var han også med til plantning af træer og
gjorde voksen mands arbejde. Og ikke ene med dette, i frokostpausen
måtte én af damerne ud til skovdiget for at amme, det sidste nye barn,
som nogle ældre søskende kom slæbende med. Men det ligger en generation
længere tilbage end nogen på mit plantehold. Samme ældre mand fortalte
også om dengang man var “Dis“ med skovridder og foged, men det kneb lidt
for hans mor, at holde styr på det og en dag havde de besøg af
skovrideren, da hun hver anden gang sagde, De og Deres til sin egen mand
og du til skovrideren, hvad „knægten“ ikke kunne lade være med at more
sig over.
Her tilbage til anden verdenskrig 1940-1945, da blev det jo småt med
næsten alt og ikke mindst benzin, hvad kun kunne bevilges til det
allermest nødvendige, Falck, jordemødre og læger.
Hvad gjorde man, ja nogen, hvem havde sådan en sjældenhed som en bil,
stablede den op, mens andre som måtte/skulle være kørende, fragtmænd,
som skulle køre svin til slagteriet, købmanden, som kørte landture og
fik æg med på retur, rutebiler med flere, noget måtte gøres.
En fiffig „knold“ fandt ud af, at sætte en såkaldt generator bag på
bilerne. En tøndeformet kakkelovn, som man satte bag på bilerne, man
kunne fyre i, det må så have dannet gas, eller hvad ved jeg, blot at det
fungerede og der kunne næsten alt brændbar bruges.
Det blev vel nok en af de største ekstra indtjenings- kilder til
arbejds- og småkårsfolk. Man købte et såkaldt sankekort hos skovfogeden,
som gav lov til at samle grankogler i en måned frem, før det skulle
fornyes igen og jeg skal love, vi samlede kogler i tonsvis. Det var ikke
sæsonpræget, man kunne samle kogler hele året, blot der ikke var faldet
for meget sne. Koglerne blev lagt et tørt sted og solen varmede dem op,
de spilede sig ud og blev næsten tre gange større, som i våd tilstand.
Hvis der var udsigt til regn fik man travlt med at slæbe kogler i hus,
de blev nemlig solgt efter fylde, pr. hektor- liter i nogle sække, som
vi fik udleveret af kunderne og var på størrelse med vores nuværende
affald sække.
Fra nytteskov rekreativt område
For 55 - 60 år siden blev skovene mere opfattet som nytteskove, som
leverandør af råvarer til savværkerne, bl.a. savværket i Bjergby og
savværket i Feldborg der har specialiseret sig i paller.
I dag ser man gerne skovene som rekreativt område. Flere skove har taget
dette op med indrettelse af - "I Borbjerg Plantage er der anlagt
en ny skovlegeplads. Der er "Jorden er giftig"-sti - indianersti -
rutchebane - vippe - tårn - og meget mere.Selvfølgelig en grill-plads
til pølser og snobrød - og et madpakkehus. Et eldorado for børn - og så
i en slugt midt i en dejlig bøgeskov.
Endelig er der også ved besøgsstedet i Skave lavet hundeskov til stedet
hvor hundeejerne kan kommer med deres firbenede venner.
|
