Tørvegravning i Hogager
af Kristian Pedersen
februar 2004
Tørv har været anvendt som brændsel gennem tiderne,
helt tilbage til Jernalderen og Stenalderen. Det
viser fund af mange forskellige redskaber til
tørvegravning. Fund som i dag findes på mange museer
rundt i landet. Ikke mindst i Midt og Vestjylland
hvor det til tider har været småt med skov, og
dermed småt med træ til brændsel.
Hvorimod forekomst af
især tørv og til dels også brunkul, var ret udbredt
og det er derfor nærliggende, at man har gravet tørv
til brændsel. Således også i Hogager.
Her var der
forholdsvis store forekomster af tørvejord flere
steder. Bl.a. en strækning "engdrag" syd for
Hogager, som begyndte ca. 3 km øst for Hogager og
fortsatte endnu længere vestpå. I varierende bredde
og dybde. Bredde fra ca. 100 m til flere km og i
dybde fra ca. 1 m og til flere meter. Dermed kunne
kvaliteten også variere. Tørven var ofte lys og
porøs i overfladen og mørkere og fastere længere
nedad. Det betød som regel bedre kvalitet /
"brændeværdi". Det har vel noget med tørvens alder
og trykpåvirkning at gøre, men det er jo et
geologisk fænomen. Disse engdrag "moselodder"
tilhørte jo ofte gårdene, på hvis jord de lå, men
der var også mange, som ikke grænsede op til en
mose, og som alligevel havde et mose- eng lod. Stort
set alle ældre og større gårde, samt de der evt. var
udstykket fra en sådan, havde et lod. Så der var
gode forudsætninger for tørveproduktion
Det havde man brugt
i mange år, men mest til eget brug. Evt. også til
naboer og aftægtsfolk.
Da 2. verdenskrig
brød ud, blev situationen en ganske anden idet
import af kul og især af olie næsten ophørte.
Brændsel blev en stor mangelvare. Man søgte andre
muligheder, og tørv og til dels brunkul var mulige
resurser. Det betød en stor efterspørgsel efter
tørv.
Hogager, som navnet
antyder "tørre bare agre", var om ikke en fattig
hedeegn, så hørte den i hvert fald ikke til blandt
de fedeste egne. Mange anede derfor muligheden for
en kærkommen ekstra indtjening. Og det greb hurtigt
om sig, så det i en årrække for nogen blev
hovederhvervet. Det bevirkede også at
fremstillingsmetoden blev ændret, så tørven var mere
tilpasset som salgsvare.
Der
var 3 hovedtyper
Skæretørv, pressetørv og æltetørv.
Skæretørv
Skæretørv var den
metode man havde brugt til små produktioner f.eks.
til eget brug. En måde der kun krævede lidt værktøj.
En såkaldt
maskinspade, som sikkert nogen husker og måske har
prøvet at arbejde med. De findes nu rundt på landets
museer og måske enkelte er i brug visse steder på
nogle gårde.
Maskinspaden brugte
man til at trække tørvene "klynerne" op ad
tørvegraven med. Den bestod af et vinkelskær i
bunden og tynde stænger fladjern på siderne, et par
tværstænger som man kunne træde på når den skulle
trykkes ned. I bunden var et vingeskær, som via en
stang var forbundet med det ene håndtag. Ved at
dreje på håndtaget, drejede man skæret i bunden så
tørven blev skåret fri. Skæret fungerede som
bundstykke under optrækket. Disse vingespader
fandtes i forskellige længder, ofte 1 til 2 meter,
og undertiden længere endnu.
Man kunne nå ret langt
også med sådan en spade, også i en vandfyldt
tørvegrav der i reglen var blødere at træde og
trykke spaden ned i. Vandet bar med opad.
Til at transportere
tørvene til tørvepladsen brugte man ofte en
slæbeplanke, som kunne være sider eller bund fra en
kassevogn eller nogle sammentømrede planker.
Derefter blev tørvene skåret i passende skiver og
når de var tørret på oversiden, vendt en halv
omgang, så de tørrede på den anden side. Derefter
ofte stakket så færrest mulig rørte jorden. Efter få
uger var de klar til hjemkørsel og klar til brug.
Pressetørv
Da tørv blev en
handelsvare og efterspørgslen steg gjaldt det om at
tilpasse sig med en hurtig og effektiv produktion,
så god og ensartet salgsvare som muligt, en så god
og effektiv udnyttelse af tørvejorden. Og helst det
hele. Her var tørveprocessen velegnet, idet den jo
kunne blande, ælte, røre og presse ud af formen i
ensartet konsistens og størrelse i én arbejdsgang.
Og lige så hurtigt som 2 mand kunne skovle i og 1
mand tage fra. En tørvepresse var kort sagt en
kraftig trækasse, godt 1 meter lang og ca. 1 meter i
bredden og dybden.
Ifyldning af
tørvedyndet foregik ofte med en elevator, som bestod
af en kraftig kæde, påmonteret nogle medbringere, og
med bund og lave sider af træ. Der var påmonteret
den ene side af pressen og gik ud over og ned i
tørvegraven ca. 4-5 meter. På hver side af
elevatoren stod 1 mand og skovlede i. Den ene
skovlede af det øverste lag "overgraveren". Den
anden af det nederste lag
"bundgraveren" På den
måde kunne man blande efter behov. Var materialet
for tørt blev det vandet, og var der for meget vand
i tørvegraven blev det pumpet væk.
På langs i pressen var
der en roterende bom, som var påmonteret en slags
pigge og skråtstillede knive. Disse findelte og
blandede tørvedyndet og førte det ved hjælp af en
kort lidt konisk snegl ud af enden og ud af tuden.
Dyndet kom ud på en plade, læsset på "vogne" og kørt
på liggepladsen. Disse "vogne" bestod som oftest
blot af en aksel med 2 hjul. Hjulene var uden gummi,
det var ikke nødvendigt på en blød eng eller mark og
endvidere en mangelvare.
Men en aksel, på
spændt et par bjælker, med brædder over, så man
havde et køretøj med lav læssehøjde og som kunne
vippe over midten. Lad størrelse ca. 1 meter bred og
3-4 meter lang. Når et køretøj var fyldt op, stod en
anden tom vogn klar. Det sørgede et par kuske for,
oftest et par drenge. De kørte ud på liggepladsen,
hvor en mand læssede af, så der stod en tom klar
hver gang der kom en fyldt.
Holstebro Dagblad den 17. juni 1955.
Kæmpebranden i Hogager
Kvinde og 3
børn alene på isoleret ejendom
Nabo bragte børnene i sikkerhed, førte den på
traktor igennem kvælende røggasser.
500—1000 Tdr. Land
af Hogager Mose og Hvidmose
hærget ved største
terrænbrand på Holstebro Egnen i Mands Minde
Udmattede Brandfolk
har i Nat haft en ubehagelig Opgave som Brandvagter
på strategiske Punkter i Hogager Mose og Hvidmose,
først og fremmest langs med den sandede Sognevej,
som umiddelbart Øst for Hogager By går mod Syd til
Hodsager. Her ved denne Vej lykkedes det sent i
Aftes lokale Brandfolk, Falck fra Holstebro og en
CF- Styrke på 40 Mand fra Herning ved forenede
Anstrengelser at sætte en Stopper for de sidste Aars
største Mosebrand, som i Løbet af Formiddagen,
Eftermiddagen og Aftenen hærgede et Areal på
500—1000 Tdr. Land, kostede utallige rugende Fugle
Livet og på et vist Tidspunkt gjorde Opholdet på et
Husmandssted så ulideligt, at en Moder måtte sende
sine Børn i Sikkerhed, medens der ved Politiets
Hjælp blev sendt Bud efter hendes Mand, der om
Formiddagen var taget til LS Bondestævnet i
Silkeborg.
Flere Kilometer lang Røgsky
henover Egnen, Frygt for Feldborg Statsskov
Båret frem af en Nordvesten vind- et Omfang -, der
leder Tanken hen vind, der bevægede sig med en Fart
paa en Præriebrand, og en Tid lang af 70 km 1 Timen,
antog Branden rasede den over en næsten 3 km lang
Front. En flere Kilometer lang kvælende Røgsky, der
kunde ses fra Holstebro — i Luftlinje 16 km borte —
lagde sig som et uigennemtrængeligt Tæppe over
Moserne og bredte sig herfra i Vifteform mod Sydost
henover Feldborg Statsskovdistrikt.
Selvom Statsplantagen ligger godt 2 km fra det
brandhærgede Område, nærede man på et vist Tidspunkt
Ængstelse for, at Ilden skulde brede sig fra den
raserede Del af Hvidmose til et Hedeareal på den
anden Side af Sognevejen og herfra videre til den
ca. 100 Tdr. Land store Kvistrup Plantage. Var det
sket, vilde man have stået afmægtige overfor en
Plantage- og Hedebrand af uoverskueligt Omfang, for
Øst for Kvistrup Plantage ligger et Område med
knastørt Lyng, der grænser op til selve Statsskoven.
Under stavnsbåndet
I Stavnsbåndets Tid hørte de fleste Ejendomme og
Arealer i Hogager under Volstrup og Ausumgård
enkelte under Lergrav, bl.a. Abildholt, Kvistrup har
endnu en Rest fra gamle Dage nemlig Kvistrup
Plantage. Volstrup og Ausumgård ejede Hvidmose, hver
Halvparten, Volstrup den østre Del, hvor der desuden
hørte ca. 230 Tdr. Land Hede til, beliggende for sig
selv indtil Feldborg Skel. I 1904 eller 1905 købte 4
Mænd fra Egnen, Volstrups Del af Hvidmose, Wajsen
syd for Søndergård og ligeledes en ved den nordre
Side af Hvidmose til Heselå Hede blev anlagt, de var
også nødvendige for at få Tørvene transporteret væk,
der blev begyndt at grave en Del Tørv og da de var
af god Kvalitet, var de lette at afsætte.
|
Mosens historie
Skrevet af Kristen Vestergaard
Der var jo store moseområder syd og vest for
Hogager by. Der har sikkert altid været gravet tørv her til husbehov
og til salg især i Holstebro. Det gav jo tiltrængte ekstra indtægter
til det undertiden ret karrige udkomme fra gårde og husmandssteders
sandede jorder; for de fleste havde lidt mose. Under krigen
blomstrede mange små og større tørvefabrikker op. Der var
tørvepressere og der var æltværker, drivkraften var enten el-motorer
eller petroliumsmotorer. Så foruden de ”gravede tørv, var der
pressede eller æltede tørv.. Stort set alle i Hogager var på en
eller anden måde med i dette. Mange kvinder og børn tjente en
skilling ved at vende og stakke tørv.
Det meste tørvejord blev gravet op på
denne måde. Efter krigen lavede man på de resterende mosearealer
tørvesmuld til briketfabrikker, som der blev en del af. Nu er alle
disse moseområder afvandet og opdyrket.
Desuden blev der gravet en Grøft fra Hvidmose til
Bækken syd for Vestergård, under første Verdenskrig blev Ausumsgårds
Part af Hvidmose solgt i mindre parceller til forskellige, og
Tørvene der var af samme gode Kvalitet som i Volstrup Mose, de var
mere vanskelig at producere på Grund af høj Vandstand, og betegnedes
som bundløs, men det gik, og Folk strømmede til også fra andre Egne.
Under anden Verdenskrig betegnede Politibetjent Knudsen i Skave det
som hans bedste Distrikt, men det var vel ikke den bedste
Anbefaling. - I 1936 blev den sidste Rest fra Volstrup, de 230 Tdr.
Land Hede, hvori der var en Del Mose, købt af et Konsortium for 6000
kr., det var 5 Mænd fra Hogager nemlig: Chr. Kjærgaard, Ole Nielsen,
Laust Vestergård, Lærer Chr. Jensen, og Jens Jensen, Søndergård, de
etablerede et Tørveælteværk, Volstrup Mosebrug, som producerede Tørv
i mange år. Under anden Verdenskrig blev der gravet en Masse Tørv i
de store Mosestrækninger omkring Hogager, som nu er opgravet og
afvandet og under Kultur,
Fra mosen omkring 1940 Tage Nørgaard siddende til
hest
Tage Nørgaard vender
her tørv i Volstrup Mose i 1940
Arbejdet med at vende,
rejse eller stakke tørv, blev oftest udført af
kvinder og børn og undertiden hele familien.
Aflønningen var oftest på akkord. Vistnok 40-50 øre
pr. 1.000 tørv. Det kunne variere efter forholdene,
og hvilken type tørv der var tale om. Pressetørv
skulle kun vendes
en
omgang og der kunne
man vel vende 4-6 stykker ad gangen. Æltetørv der
skulle rejses på højkant måtte derimod håndteres
separat.
Øvrige forhold der
gjorde en forskel var mængden af græsbevoksning på
liggepladsen. Efter flere års brug var pladsen
næsten bar og jævn sandbund, næsten som en
strandbred. Når jorden var belagt næsten hele
sommeren blev al vegetation kvalt ligesom tørvedynd
var meget surt og vel også svovlholdig. Efter at
tørveproduktionen var ophørt, gik der nogle år før
man kunne dyrke normalt på jorden igen. Og især hvis
jorden gennem flere år havde været anvendt som
liggeplads for tørv.
Perioden begyndte
omkring 1940 og ebbede ud fra sidst i 40'erne til
midt i 50'erne. Da var der igen import og
forsyninger af kul og olie.
Det var uden tvivl en
periode af stor betydning for egnen. Og det gav en
forholdsvis god indtjening til alle som var
involverede i tørveproduktionen. Ligeledes medførte
tørveproduktion en del arbejdspladser og ikke kun
til de lokale. Der kom også folk fra omegnen. F.eks.
cyklede folk fra Feldborg på arbejde i
tørveproduktionen, mens andre f.eks. fra Holstebro
kørte ud og hjem på lastvogn. Andre igen fik kost og
logi på egnen. Men de fleste udefrakommende flyttede
ud i mosen, eller i umiddelbar nærhed, i det man
kaldte sommerhuse. Nok ikke helt det vi forstår ved
et sommerhus. Det var snarere nogle træbarakker,
ikke særlig store, og med megen lidt komfort. Fx var
der ikke noget badeværelse - det som normalt foregår
i et badeværelse foregik udenfor. Den slags plads
var der nok af og det var jo sommer. Nogle rejste
hjem i weekenden som varede fra lørdag kl. 15 til
mandag morgen.
Det er svært at sige
hvor mange der var beskæftiget ved tørvearbejdet.
Men alt i alt og inklusive områder som Volstrup og
Hvidmose, så har der været flere hundrede. Et af de
største produktionssteder kørte der 3 tørvepressere
i flere år, med 4-5 mand og et par drenge "kuske"
ved hvert værk. Foruden de som arbejdede med at
"gøre tørv tørre" ved at vende, rejse eller stakke
tørv, samt chauffører til lastvogne mm. Man når
hurtigt op på 30 personer blot på et sted.
Bertel Nørgaard er
her i Holstebro med
et læs tørv -
måske til Færchs Fabrikker
Men som nævnt så
ebbede tørveproduktionen langsomt ud op i 50'erne.
Da olie og kul igen blev tilgængeligt svandt behovet
og interessen for tørv. Og mange steder var al
tørvejorden opgravet, så der lå de vandfyldte
tørvegrave, som man ikke rigtig kunne bruge til
noget.
Man fandt hurtigt ud
af at uddybe en kanal hvorved vandstanden sænkedes,
så man kunne jævne og kultivere og dermed dyrke
jorden igen. Nu ser man de fleste steder kun et
engdrag, langs bækken, som stort set dyrkes på
normal vis.
Hvad der foregik for
ca. 60 år siden er på vej til at blive historie.
Sikkert derfor besluttede nogen at nedskrive og
samle lidt materiale om Hogagers historie. Dermed
også om tørveproduktion. Ovenstående er skrevet
februar 2004 af en Hogager dreng fra 40'erne.
Skulle nogen være
interesseret i yderligere, kan der henvises til egns
arkiver og museer. Egnsarkivet i Vinderup har en del
billedmateriale og beretninger om tørveproduktion.
Dette gælder også
Klosterlund Museum, som ligger mellem Engesvang og
Kragelund, ca. 12 km nordvest for Silkeborg.
Der er en ret stor
samling af tørveredskaber og værktøj, fra både en
fjern, og nær fortid. De fleste af ovennævnte
redskaber og maskiner findes der foruden en del
mere. Bl.a. en "Hestegang" og en gammel landsby
smedje helt intakt.
I nærheden ligger den meget omtalte Bølling sø som
jo blev afvandet og udtørret for 120 år siden. Men
som man nu er i gang med at genetablere, endda i
større omfang end før. Men i og omkring den
udtørrede sø bund, var der også en omfattende
tørveproduktion i 40'erne. Sikkert en medvirkende
årsag til etablering af museet. Og sådan har
jo næsten alle egne en historie.
|
